søndag den 19. oktober 2008

Logbog for Freltoftevinen 2008




NORAS
Vin på den fynske måde
Interesser opstår nogen gange ved en tilfældighed. I dette tilfælde bestod tilfældigheden i, at vi bor et sted, hvor der en gang har boet en gartner. Han har på et tidspunkt plantet en hele række vinstokke nede på marken. Men dem der boede her i huset mellem os og gartneren fangede åbenbart ikke interessen for at dyrke vin, så planterne har bare fået lov til at kæmpe med brændenælderne og græset nede i jordniveau. Men så flyttede vi ind. Stokkene kom til deres ret, og blev bundet op og trimmet efter foreskrifterne (i hvert fald dem der ikke var for besværlige). Den gode gartner har forøvrigt også været så venlig at plastre marken til med en hel del brombærbuske, som har givet ca. 13 kg brombær i år.
Vækstsæsonen
Foråret begyndte ekstremt lunt og tørt, men så kom der et par frostnætter efter at vinstokkene var begyndt at springe ud. Det var jo ikke så godt, og jeg var bekymret nede og kigge til planterne nogle gange. Heldigvis skete der ikke nævneværdigt ved det, og der kom hurtigt ordentlig gang i væksten. I løbet af foråret fik jeg luget godt omkring rækken, og Katrine kørte barkflis på, så vi havde en chance for at følge med i lugningen. Over sommeren var jeg nede og beskære med grov hånd hele 5 gange for at druerne ikke druknede i skud og blade. Det tager ca. 2-3 timer at nå hele rækken igennem hver gang. Stokkene satte mængder af klaser. Vejret i løbet af sommeren var meget fint og solrigt, men i det lange løb blev det dog lige lovlig tørt, og jeg overvejede om der skulle køres noget vand på. Det blev dog ved overvejelsen, for hvis vin kan gro på de solsvedne spanske bjergskråninger, kan de vel også klare lidt tørke i Freltofte. Sensommeren bød på blandet vejr, men vigtigst af alt var der nogle lange og halvlange perioder med sol og varme. I Oktober var der et par nætter med strejffrost, men ellers også nogle fine soldage. Så alt i alt lykkedes det at bringe størstedelen af druerne til modning og skimmelangrebene var endnu ikke sat ind da vi høstede.

Høsten og stormgæringen
18/10 - Kat og jeg høstede alt hvad fuglene ikke havde fortærret. Det var en ren fornøjelse, og absolut den bedste høst i de 3 år vi har høstet indtil nu. Alt i alt blev det til ca. 17-18 kg klaser. Hver enkelt klase skal derefter møjsommeligt kvases i hånden, og stilke, kerne, most og det hele samles i en 50 liters tank som får lov at stå på gulvet i den lune bruseniche nedenunder. Af ren most skyder jeg på at der er ca. 8-10 liter, hvilket er mere end 5 gange så meget som sidste år. Til tanken tilsatte jeg 16g rødvinsgær og 2 poser gær-næringssalte. Selvfølgelig havde jeg ikke fået købt enzymer, så de kommer først i, når jeg har været i Matas på mandag.

Stormgæringen bobler allerede dagen efter gæren er sat til

1 kommentar:

Lotte sagde ...

I er simpelthen så forbilledlige husmænd I to!
Glæder mig til at høre, om vinen bliver drikkelig :-D